DET HAR VÆRET en faglig fornøjelse – men også hård kost – at læse Anette Holmgrens nye bog, Komplekse Traumers Psykologi – Beretninger om det ubærlige. Fornøjeligt, fordi det er sjældent at læse en fagbog, hvor forfatterens professionelle og private person er så tydelig, uden at det overskygger bogens egentlige budskab eller går på kompromis med den teoretiske tyngde. Hård kost, fordi vi gennem hele bogen ved hjælp af udsagn fra fx samtaler, mailkorrespondencer og sms'er kommer til at være vidner til de ubærlige fortællinger, som udspringer af disse komplekse traumer.

Bogens centrale budskab er, at vi gennem vores sprog og de fortællinger vi skaber, kan skabe en modstand – modfortællinger – som ikke fjerner erindringerne om volden, men kan ændre deres betydninger for vores selvforståelse. Og for nogle mennesker kan det være en begyndelse på dannelsen af et egentlig selv.
Anette Holmgrens tilgang til emnet er dybt rodfæstet i narrativ terapi og poststrukturalistisk filosofi med tydelige referencer til både Michael White og Foucault. De danner særligt rammen for det terapeutiske modstandsbegreb og forståelsen af, hvordan det at kunne sætte ord på det ubærlige, umiddelbart kan synes rædselsvækkende, men er det første skridt mod at definere egne oplevelser og fratage det ubærlige magten.

I bogens første kapitler er det dog særligt Russell Meares begreb, værditraumatisering, altså den fremmedgørelse fra sig selv og den omgivende verden, som volden medfører, som udgør kernen i forståelsen for arbejdet med de komplekse traumer. Det er meget spændende læsning, særligt fordi at den teoretiske forståelsesramme på elegant vis kombineres med udsagn fra personer, som Holmgren har arbejdet med gennem sit virke som psykolog. Det gør bogens budskab vedkommende og relevant. Gennemgående for bogen er også Holmgrens egne refleksioner over både hendes tilgang og kompleksiteten i de livshistorier, der udfolder sig foran hende, ligesom Holmgren også gør sig overvejelser over fortællingerne i hendes eget liv. Det er modigt, og som forholdsvis grøn psykolog, finder jeg kombinationen af teori og den personlige og professionelle erfaring både afmystificerende og særdeles inspirerende.

Bogen kan synes teoritung, men sammenfletningen af de personlige udsagn og Holmgren som nærværende formidler gør, at der her ikke kun er tale om en bog for fagfolk, men en bog som med fordel kan læses af personer, som selv har kendskab til et liv med komplekse traumer eller af pårørende.

Anmeldt af
Jacob Høvring Olsen
Psykolog
Tidsskriftet Systemisk Forum

 

Klik her for at læse indledningen

 

2. oplag er kommet den 18. juni 2020.
Bogen kan købes i boghandlere eller direkte fra forlagets webshop - Klik her for at købe bogen

Betalingsmetoder
paymentlogo paymentlogo
Tilmeld nyhedsbrev